Igangværende Lektion
Kursus indhold
Kursusindhold

HPV-vaccinen – beslutningsværktøj til et oplyst valg

Introduktion

Taget med bukserne nede …

Jeg blev bogstavelig talt taget med bukserne nede, da jeg første gang blev konfronteret med HPV-vaccinen.
Det må have været i 2014.
Jeg var nemlig lige hoppet af briksen hos gynækologen – en velrenommeret myndig kvinde med klinik i Nordsjælland – og havde knap fået trusser på, da hun spurgte: ‘Hvor gammel er din ældste datter så?’.
Jeg svarede ‘Hun er 15 år’.
Og så faldt det prompte: ‘Så har hun da forhåbentlig fået HPV-vaccinen!’

Jeg husker ikke, hvad jeg svarede.
Jeg havde ikke opsøgt gynækologen for at snakke om vacciner, og spørgsmålet kom helt uventet og ude af kontekst.
Den videre dialog var vist rimelig kortfattet – og næste gang valgte jeg en anden gynækolog.
Et passende svar havde nok været: ‘Det har vi helt styr på.’ 

Hvorfor en guide om HPV-vaccinen?

Men havde jeg egentlig styr på det?
Måske – måske ikke.
Som forældre tager vi mange valg på vores børns vegne, og for mange af os er spørgsmålet om vaccination et af de sværeste.
Det kan være, at du er en af dem, der er i syv sind omkring hvorvidt dit barn skal have HPV-vaccinen eller ej.
Det kan jeg godt forstå.
Det er et enormt komplekst emne.

For mig har det været slående, hvor polariseret debatten og informationsmaterialet om vacciner er – og det gælder i særdeleshed HPV-vaccinen.
Argumentationen er ofte følelsesladet og højspændt..
Og det gælder både for tilhængere og modstandere af vaccinen.
De tøvende tvivlere forholder sig ofte tavse.

Jeg har i den grad savnet et samlet faktabaseret grundlag at tage et oplyst valg ud fra.
Altså en nuanceret og nøgtern guide, hvor man kan se både fordele, ulemper, usikkerheder og ubesvarede spørgsmål.
Det har jeg ikke kunnet finde.
Så nu har jeg lavet det selv.

Det viste sig hurtigt at være en meget omfattende og kompleks mundfuld.
Så stor, at jeg har måttet dele den i to.
Der er mange aspekter, som kalder på en grundig belysning.

Fordele, risici og ubesvarede spørgsmål

Guiden gennemgår bl.a. de sygdomme, som HPV kan give, herunder selvfølgelig livmoderhalskræft.
For at kunne vurdere, om man ønsker beskyttelse mod en sygdom, er man nødt til også at forstå, hvor ofte den rammer, hvem der rammes hårdest, hvordan forløbet ser ud, og hvilke muligheder, der findes for forebyggelse.

Du får også en grundig gennemgang af aluminium som hjælpestof i vacciner, fordi det er en vigtig del af vurderingen af de mulige risici.

Undervejs dukkede der flere overraskende pointer op.
Blandt andet om, hvorfor piger og drenge kan reagere forskelligt på vacciner – og hvad det kan betyde for det enkelte barn.
Nyere studier tyder også på, at både tidspunktet for første vaccination og antallet af doser måske kunne optimeres.
Hvad den viden kan bruges til i praksis, bliver gennemgået i guiden.

Det er nok ikke tilfældigt, at gynækologen tog mig med bukserne nede i 2014.
Netop i årene 2014-16 var der vældig meget postyr om HPV-vaccinen.
Det var især udløst af TV 2-dokumentaren De vaccinerede piger fra 2015, hvor en række piger og unge kvinder fortalte om alvorlige og uforklarlige symptomer, som de selv satte i forbindelse med HPV-vaccinen.

Men efter min vurdering ligger det mest centrale problem ved HPV-vaccinen ikke i de sager, der fyldte meget i medierne dengang, men i selve grundlaget for godkendelsen af vaccinen.
Her er der rejst væsentlige og alvorlige kritikpunkter, som jeg gennemgår grundigt i guiden.

Et valg på et usikkert grundlag

HPV-vaccinen er ikke en nem beslutning, og den er faktisk ikke blevet nemmere af at få en større indsigt i emnet.
En ting står dog klart: Der mangler studier og viden om flere af både fordelene og ulemperne ved vaccinen.
Og det kan jeg ikke ændre på. 
Så det er et vilkår, at vi som forældre skal tage valget på et usikkert grundlag.
Den usikkerhed må vi leve med.

Min intention med guiden er på ingen måde at fortælle, hvad du skal beslutte om HPV-vaccinen.
Jeg skal ikke afgøre, hvad det rigtige valg er.
Det rigtige valg er i min optik det, som er rigtigt for den enkelte familie eller det enkelte menneske.
Det har jeg stor respekt for og en høj grad af ydmyghed omkring.
Mit håb er, at guiden giver dig et solidt, nøgternt og dokumenteret grundlag, så du kan træffe et oplyst valg, du bedre kan stå ved og bære med ro i maven.

Skriv endelig, hvis du har spørgsmål, og del meget gerne dine refleksioner.
Jeg opfordrer til at bruge Grøn Stues Facebookgruppe, som er et trygt og levende fællesskab, hvor respekt og nysgerrighed for andres valg er en vigtig værdi. 
Alle medlemmer af Grøn Stue og deres samboende partner er velkomne i Facebookgruppen. 

PS

Du vil nok opleve, at denne guide er mere stringent og nøgtern end det meste øvrige indhold her på Grøn Stue. 
Der er rigtig mange data og fakta i guiden. 
Jeg har sågar lagt mig i selen for at indsætte referencer.
Alene i Del 1 og 2 er der over 70 kildehenvisninger til studier og faglige artikler. 

Det er helt bevidst alt sammen. 
For det er en del af måden jeg sørger for, at guiden bliver så neutral og faktuel som mulig. 

Jeg håber, at det også giver mening for dig – selv om det kræver lidt mere fokus end ellers at tygge sig igennem guiden. 
Derfor vil jeg anbefale at læse den lidt ad gangen og i et passende tempo. 
Rigtig god læselyst. 

Indhold

Guiden består af fire dele. 
Del 1 og 2 udkom d. 1. maj 2026.
Del 3 og 4 udkommer d. 1. juni 2026. 

Her kan du se indholdet:

DEL 1: Hvad er det, man tager stilling til?

Hvad er HPV?
Graviditet, fødsel og HPV
Livmoderhalskræft – udbredelse og risiko
Prognose og dødelighed for livmoderhalskræft
Forstå celleforandringer
Screening for livmoderhalskræft
Forebygger HPV-vaccinen livmoderhalskræft?
HPV-vaccination til drenge
Analkræft

DEL 2: Hvad er HPV-vaccinen, og hvordan bruges den?

HPV-vaccine i Danmark
Hvor længe virker HPV-vaccinen?
Vaccination af voksne
Tidligere varianter af HPV-vaccinen
Er det nok med én dosis?
Reagerer kvinder og mænd forskelligt på vacciner?
Hvornår er det optimalt at få HPV-vaccinen?
Aluminium i vacciner
Andre hjælpestoffer i HPV-vaccinen

DEL 3: Kritik, bivirkninger og vaccineskader (udkommer 1.6.26.)

Kritik af godkendelse af Gardasil
Er aluminiumadjuvanser sikre?
Underrapportering af bivirkninger og vaccineskader
Bivirkninger fra HPV-vaccinen
HPV-vaccinen og vaccineskader
POTS, CRPS og HPV-vaccinen
MCAS og HPV-vaccinen
ASIA – en autoimmun reaktion på hjælpestoffer i vacciner
Vacciners uspecifikke effekter
“HPV-vaccinen er frifundet” – eller er den?
Hvilken hjælp får man til bivirkning eller skader fra HPV-vaccinen?
Får man erstatning for vaccineskader?

DEL 4: Beslutningsværktøj (udkommer 1.6.26.)

Hvem og hvad kan påvirke det personlige valg om vaccinen?
Er sport en risikofaktor ved HPV-vaccinen?
Protokol før og efter HPV-vaccine
Overvejelser ved fravalg af HPV-vaccinen
Beslutningsquiz til HPV-vaccinen
Skal mit barn have HPV-vaccinen?

Referencer


Ikke medlem endnu?

Som medlem af Grøn Stue får du adgang til guiden.
Der ligger mange ugers fokuseret arbejde bag. 

Meld dig ind her og få adgang til alt indhold på Grøn Stue med det samme. 

Få klar viden, så du trygt kan vælge kemifrit, sundt og bæredygtigt – uden at bruge timer på research.