GMO – skal man være urolig?

Der er kommet nye og lempeligere regler i EU vedr. GMO i fødevarer.
I den forbindelse man kan på sociale medier støde på videoer, hvor man f.eks. får at vide, at man fra nu af skal undgå selv økologiske fødevarer som korn, majs, soya, sukker og rapsolie, fordi man ikke længere kan være sikker på, at de ikke er GMO.
Forklaringen skulle være, at afgrøder fra konventionelle marker med GMO-afgrøder kan 'bestøve' de nærliggende økologiske marker via vinden.
Man kan få indtryk af, at det bliver umuligt at undgå GMO i sin mad, og at konsekvenserne er utilregnelige.
Jeg kan godt forstå, hvis det betyder, at man kommer i vildrede som forbruger.
Og det vil jeg gerne rydde lidt i op her!
Hvad er konklusionen?
Min konklusion er, at jeg ikke ser nogen grund til at undgå de nævnte økologiske afgrøder ud fra en frygt for, at 'de alligevel er GMO'.
Ud fra andre sundhedsmæssige perspektiver er det klogt at undgå soja, raps og sukker, men det er anden snak.
(Vi er også nogle, som bør undgå korn og majs, men det er en tredje snak.)
Men allerede ved at droppe soja, raps og sukker har man forbedret sin sundhed markant.
Det handler ikke om GMO, men andre forhold.
Og så er det jo begrænset, hvad der er tilbage ift. at risikere forurening/spor af GMO.
Lad mig forklare nærmere:
Crash kursus i de nye regler
Og hvad er det så med de nye GMO-regler i EU?
Jo, det handler om det, der hedder NGT – New Genomic Techniques.
Det inddeles i to typer:
NGT-2 er det, vi hidtil har kendt som 'GMO-afgrøder', med med genetiske ændringer.
Den type afgrøder bliver stadig reguleret.
Det skal stå på varen, hvis en ingrediens i fødevaren er genmodificeret eller fremstillet af noget, der er genmodificeret.
NGT-1 er planter med genetiske ændringer, som EU vurderer kunne være opstået ved naturlig mutation eller traditionel forædling.
Det er en slags 'GMO Light'.
Det er omdiskuteret, hvordan det skal risikovurderes.
Det skal IKKE stå på emballagen på en fødevare, hvis den er lavet af NGT-1-planter.
(Jeg har ikke sat mig ind i reglerne omkring frø.)
Men: Hverken NGT-2 eller NGT-1 er tilladt i økologiske fødevarer.
Du får derfor stadig ikke GMO, hvis du vælger økologi.
Det er kun økologien, der er fri for GMO.
GMO er f.eks. tilladt i føder til frilandsdyr.
Når det gælder ikke-økologiske fødevarer og frø, er reglerne lempet for en del nye genteknologiske planter.
Det forringer gennemsigtigheden for forbrugere, der helt vil undgå NGT/GMO.
Kan GMO spredes med vinden?
Så er der den med utilsigtet forurening af økologiske afgrøder.
Det er samme princip som f.eks. forening med pesticider fra nabomarken.
Det er imidlertid for simpelt at skære alle afgrøder over én kam og sige, at 'de konventionelle marker bestøver økomarkerne med vinden'.
Det er mere indviklet og afhænger af den specifikke afgrøde og mange andre forhold.
Det er et komplekst emne, så min artikel her er overhovedet ikke udtømmende, blot nogle pointer og et overblik – og aflivelse af evt. misforståelser.
