Tip når du køber nye møbler

I den nye 'Top Ti til God Kemi' – en af de allervigtigste guides på Grøn Stue – er det fjerde råd:
"Køb polstrede møbler og madrasser uden flammehæmmere og overfladebehandling.
Lad nye møbler, madrasser og barnevogne m.m. gasse af udendørs i to uger inden brug."
Vores indeklima, herunder møbler og byggematerialer, er nemlig en stor kilde til vores eksponering for problematiske kemiske stoffer.
Selv om du køber efter Grøn Stue-anbefalingerne, f.eks. en IKEA-sofa, kan du godt opleve lugt.
For ganske vist har IKEA en gode kemikaliepolitik, men helt undgå VOC'ere (flygtige organiske stoffer) kan være vanskeligt.
Udfordringen er, at det kan være svært lige at placere f.eks. en nyindkøbt sofa udenfor i ugevis, f.eks. hvis man bor i lejlighed.
Og selv om man f.eks. har en overdækket terrasse, kan fugt blive en udfordring en stor del af året.
Det er heller ikke altid muligt at undgå at opholde sig i det rum, hvor det nye møbel står.
Du bør dog virkelig prioritere, at ingen i familien sover i samme rum som det nye møbel, så længe det lugter.
Hvad gør man så?
Det gode tip er at lade en luftrenser køre!
Hvis du ikke allerede har en god luftrenser, så kan du købe en budgetvenlig luftrenser i IKEA.
Modellen hedder FÖRNUFTIG.
Sørg for både at bruge HEPA-filter (det hvide, partikelfilter) og carbonfilter (det sorte, gasfilter).
Begge filtre kan sidde i den på én gang.
Når du køber den, er den inkl. partikelfilter. Gasfilter sælges separat.
Gasfilteret tager bl.a. formaldehyd, som findes i mange møbler.
IKEA har også en avanceret rund model, STARKVIND, som selv kan justere styrken, når den registrerer, at der er brug for luftrensning.
Denne model kan også bruges med partikelfilter, gasfilter eller begge dele.
Det kan være svært at vide, hvor længe luftrenseren skal køre.
Her må du bruge næsen.
Men blot et par timer tæt ved siden af den nyudpakkede sofa kan gøre en forskel.
Man kan ikke vide eller undersøge på forhånd, hvor længe et møbel afgasser. Det kan variere virkelig meget.
Du kan også bruge metoden til andre møbler, tekstiler eller hvis der er kommet nye byggematerialer inden for hjemmets fire vægge.
Se evt. mere i afsnittet om luftrensere.