Miild makeup

Miild har været et af de makeupmærker, hvor jeg har kunnet anbefale de fleste produkter.
Det har desværre ændret sig, da produkterne i deres nyeste versioner nu indeholder flere stoffer, som står på min Blackliste over uønskede kemiske stoffer i forbrugerprodukter.
De produkter, jeg ikke længere anbefaler, er:
- Miild Mineral Bronzer – indeholder Magnesium aluminium stearate og P-Anisic Acid
- Miild Mineral Concealer Duo – indeholder Talc
- Miild Mineral Eyeshadow & Eyebrow Kit – indeholder Talc
- Miild Mineral Powder – indeholder Magnesium aluminium stearate og P-Anisic Acid
- Miild Natural Foundation – indeholder Magnesium aluminium stearate
Er det slemt?
Jeg vil gerne understrege, at det stadig er produkter i "den bedre ende", da de både er Svane- og allergimærkede samt økologiske.
Det er ikke superproblematiske stoffer.
Men jeg har meget strenge kriterier for hvilke produkter, jeg anbefaler. Mine kriterier er skrappere end Tænk Kemi / Kemiluppen, Svanemærket og de to store allergimærker – tilsammen!
Jeg læner mig især op af EWG's Skin Deep kemikalievurdering.
Her kan du se deres vurdering af Talc – den er ikke god ...
P-Anisic acid kan virke hudirriterende.
Magnesium aluminium stearate indeholder aluminium – og af forsigtighedshensyn anbefaler jeg ikke plejeprodukter med aluminium. Formålet er at begrænse den enkeltes eksponering for aluminium. Det kan du læse mere om her i guiden Blid Detox.
Hvis du har produkterne med de nævnte stoffer (altså de nuværende versioner), må det være en personlig vurdering, om du vil bruge dem.
Jeg ville nok selv bruge dem, også af bæredygtighedsmæssige og økonomiske hensyn, da man altid skal kigge på sin samlede eksponering.
Der er trods alt tale om små mængder.
Så ville jeg bare købe noget andet næste gang.
Jeg ville dog ikke bruge dem, hvis jeg var gravid, i babymaking-fase, ammede eller var sensitiv/kendt eksponeret for aluminium.
I Makeupguiden finder du heldigvis mange alternativer til alle de pågældende typer produkter.